Mentaltræning har længe været udbredt i sportens verden, men du kan bruge mentaltræning til stort set alle mål, du har sat dig.
Stort set alle præstationer i sport, på arbejdet eller i privatlivet starter med din mentale indstilling. Mentaltræning går kort sagt ud på at skabe præstationen i hovedet på dig selv, før du faktisk udfører den. Det indebærer, at du forbereder dig selv på præstationen, overbeviser dig selv, om det kan lade sig gøre, og træder ind i situationen og oplever den, som om det sker lige nu.
Det første vigtige skridt for at nå et ønsket mål er forberedelse. Vi ved godt, at vi skal forberede en masse praktiske ting, når vi for eksempel skal holde et vigtigt møde eller ud at rejse. Er præsentationen og materialet i orden? Er badebukserne og passet pakket osv. Men tit glemmer vi, at forberedelsen også gælder oppe i hovedet. Få ryddet op i alle unødige ting, der ligger og rumsterer, sørg for at alt er på plads inde i hovedet og vær forberedt på de uforudsete ting, der kan dukke op. Så ved du, hvordan du skal agere i sådan situationer.
Derefter skal du arbejde med dine overbevisninger. Det nytter ikke, at du kaster dig ud i en stor opgave, hvis ikke du tror, du kan klare den. Det er ikke en nem ting at arbejde med overbevisninger. Men du skal først og fremmest tænke positivt, lyt til din indre dialog og vær bevidst om dit kropssprog. Undgå at bruge ordet ”ikke” og bevar en positiv kropsholdning: løft hovedet, ret ryggen skyd brystet frem. På den måde signalerer du ikke bare selvtillid og gå på mod til omverden, men du sender også samme signaler til hjernen.
En ef de mest anvendte teknikker indenfor mentaltræning er visualisering. Men i virkeligheden gælder det meget mere end visualisering. Du skal ikke bare se situationen for dig, men også lytte, mærke, føle og måske smage og lugte den for dig. Jo flere sanser og større indlevelse du bruger, des bedre mentalt forbederedt er du. Du forbereder hjernen på situationen, og den vil derfor ikke virke så skræmende og ubekendt for dig.
Mentaltræning kan bruges til alle mål, du sætter dig for. Mange kaster sig ud i opgaver og tænker blot ”at det nok skla gå”. Det gør det måske også, men hvorfor overlade til tilfældigheder, om du klarer de vigtige mål, du har sat dig, hvis du kan forbedre chancerne betydeligt med mentaltræning?




