Rigtigt åndedræt har stor betydning for den daglige velvære og har en positiv effekt på bla. forebyggelse af stress. Få styr på dit åndedræt og få mere energi.
Det kan lyde paradoksalt, men de fleste bruger deres åndedræt forkert. Åndedrættet bruger vi blandt andet til at transportere ilt og andre vigtige stoffer rundt i kroppen , men også til udskillelse af affaldsstoffer.
I en stresset og hektisk hverdag glemmer de fleste at tænke på deres åndedræt. Personer der er stresset har ofte et overfladisk, urytmisk og hurtigt åndedræt. De trækker vejret ned i brystet, hvilket har en negativ indflydelse på kroppens evne til at udnytte livsvigtige stoffer og giver anspændte muskler og kropsholdning. Forkert åndedræt skyldes ikke kun stress, men kan omvendt have en række negative konsekvenser som: træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær, smerter i led og muskler, dårlig fordøjelse og søvnproblemer. Men åndedrættet påvirker også vores mentale tilstand gennem centralnervesystem.
Med et mere bevidst åndedræt kan du ikke alene sænke dit stressniveau men også nå bedre psykisk og fysisk velvære samt større energi i hverdagen. Kontrol af åndedræt trænes blandt andet med meditation, pilates og yoga. Men det kan også trænes i forbindelse med andre former for afstressning. Desuden har regelmæssig motion en positiv effekt på åndedrættet, ligesom kosten menes at have betydning.
Du kan starte med at træne dit åndedræt med en simpel øvelse. Tag en dyb indånding gennem næsen helt ned i maven, så den bliver let udspilet. Hold så vejret mens du tæller til ti. Ånd derefter roligt ud igen gennem næsen til din mave er flad igen. Udåndingen må gerne tage op til 5 sekunder. Gentag derefter 5-10 gange. Lav øvelsen 3-5 gange dagligt. Når du er mere trænet, kan du prøve at udvide tiden du holder indåndingen og udåndingen lidt.
Du vil hurtigt opdage at du opnår et mere naturligt åndedræt. Det bliver dybere, roligere og mere rytmisk. Inden længe vil du også opleve, du ikke bliver så nemt stresset, du får mere energi og du føler dig sundere og mere rask.




